Fem råd skal gøre institutionsstarten lettere og billigere for familier

August betyder institutionsstart for mange familier, og med en ny hverdag følger også en lang liste af ting, der skal være styr på. Regntøj, gummistøvler, skiftetøj og madkasser er blandt de mange indkøb, som kan få udgifterne til at vokse.
Hos Børneloppen Lyngby oplever man hvert år, at mange familier bliver overraskede over, hvor meget udstyr der er nødvendigt. Indehaver Josefine Persson anbefaler derfor, at forældrene begynder forberedelserne i god tid.
”Når et barn starter i en institution, er der nok at tænke på i forvejen. Derfor giver det god mening at være på forkant med de praktiske ting, så man både undgår unødige udgifter og får en lidt mindre stressende start på den nye hverdag,” siger Josefine Persson.
Blandt rådene er at købe ind i god tid, sørge for ekstra sæt skiftetøj og have flere sæt af vigtigt overtøj som regntøj og gummistøvler. Derudover anbefales det at tænke fremad ved at købe større størrelser, når der er gode muligheder, samt at mærke barnets ting med navn.
”Det tager ikke lang tid at navnemærke tingene hjemmefra, men det kan spare rigtig meget tid senere. Det er langt sjovere at bruge tiden med familien end at lede efter forsvundne hjemmesko,” siger Josefine fra Børneloppen Lyngby.
Børneloppen peger samtidig på, at mange familier vælger at købe brugt udstyr, da børn hurtigt vokser ud af tøjet. Det kan både give økonomiske besparelser og være en fordel for miljøet.
Faktaboks: Institutionsstart – huskeliste
- Tøj: 2-3 sæt skiftetøj, jakke efter sæson, termotøj, flyverdragt til vinter, hue og vanter.
- Regnvejr: Regntøj og gummistøvler.
- Praktisk udstyr: Hjemmesko, drikkedunk, madkasse og rygsæk.
- Til de mindste: Sut eller sovedyr samt eventuelt sovetøj eller soveudstyr.
- Gode råd:
- Start forberedelserne i god tid.
- Hav ekstra tøj og overtøj klar.
- Køb eventuelt større størrelser til senere brug.
- Navnemærk barnets ejendele.
- Overvej brugt udstyr for at spare penge og skåne miljøet.






Accepter kun nødvendige cookies